Autisme og ADHD er en del af den, jeg er

26. apr 2022

Interviewet med Tine Lyhne Lildballe er en del af Specialisternes fejring af Autism Acceptance Month, april 2022.

Mit liv er gået fra at være en dårlig B-film til en feel-good Disney film!

For Tine Lyhne Lildballe er det at få en autisme- og ADHD-diagnose noget af det bedste, der er sket i hendes liv. 
Hun er i dag 36, har to små børn og bor med sin mand i Holbæk. 
Tine blev, som så mange andre, diagnosticeret med autisme og ADHD i forlængelse af sit ældste barns udredning. 

”Det var efter Albert blev udredt, jo mere viden jeg søgte for at kunne forstå ham. Så virkede det bare meget bekendt. Især det her med at være gået ned med stress og være depressiv i mange år.”

Prisen for “normalitet” er for dyr

Tine beskriver et mønster, der er meget typisk for sendiagnosticerede voksne. Stress, udbrændthed, angst og depressioner kommer meget ofte i kølvandet på at lade som om man er normal – også kaldet at ”maskere”. 
Tine beskriver, at maskering koster rigtig mange kræfter. Men med diagnosen kunne hun endelig lade maskerne falde, og give sig selv lov til at være den, hun i virkeligheden er: 

”Jeg er ved at falde på plads i mig selv. Der er sammenhæng mellem den følelse jeg har indeni, og den måde jeg er i verden. Jeg er mig hele tiden, i stedet for at jeg føler at jeg skal maskere, være påtaget og lave mig selv om.”

Hvor kunne jeg have været, hvis ikke jeg havde maskeret hele mit liv?

Det er en kæmpe byrde, der er fjernet fra hendes skuldre – og det giver hende energi og overskud til at få et godt liv. For hendes liv op til diagnosen har været præget af mange episoder med udbrændthed og depressioner, som hun gerne ville have været foruden. 

”Nogle gange tænker jeg: hvis jeg ikke havde brugt al min energi på at passe ind i en kasse, og i stedet havde brugt den på noget godt. Hvor kunne jeg så have været henne? Så var min hjerne nok ikke blevet så ristet. Min stresstærskel ville være højere, jeg ville ikke have haft så mange episoder med stress og depression.”

Jeg kan godt, hvis jeg har de rigtige rammer

Inden diagnoserne havde Tine svært ved at overkomme job og uddannelse på regulære vilkår, men det lykkedes dog at gennemføre en cand.soc. i psykologi og virksomhedsstudier ved Roskilde Universitet. 

”Hver gang jeg har prøvet at passe ind i en 37-timers kasse, er jeg gået ned med depression og udbrændthed.”

Pt. er Tine i praktik som en del afklaring til at få fleksjob. Tine beskriver at hun virkelig er blomstret op i de syv måneder, der er gået siden hun fik sin diagnose.

”Mit liv er gået fra at være en dårlig B-film til en feel-good Disney film!”

Et godt arbejdsliv kræver selvindsigt

Den positive forandring tilskriver hun kombinationen af at komme i et godt praktiksted og at have fået selvindsigt – både i begrænsninger men i særdeleshed også kompetencer.

 ”I mit arbejdsliv kan jeg se, at der bliver sat stor pris på det som jeg kobler til autisme og adhd. Jeg er deltaljeorienteret og kan se strukturer og mønstre og spotte fejl. Og så lærer jeg hurtigt. Jeg er vildt løsningsorienteret og vil gøre meget for at hjælpe andre. Der kan godt være dage, hvor min hjerne fungerer langsomt. Til gengæld er der dage, hvor jeg arbejder tre gange så effektivt som andre.”

For Tine har diagnosen altså været nøglen til at se hvad hun er særligt god til i sit arbejdsliv – og hvordan hun skal fortælle det til sin arbejdsgiver, så de kan få udbytte af hendes kompetencer. 

Autisme og ADHD er en del af den, jeg er

For Tine er autisme og ADHD ikke bare diagnoser – det er en identitet – en integreret del af hendes måde at være i verden. Det er primært et handicap, fordi samfundet er indrettet på en måde, der passer meget dårligt til neurodivergente.  

”Det kommer tilbage til debatten om ”at have” eller ”at være” autist. For det første er det jo bare sådan, jeg er. Man kan ikke fjerne autismen fra mig, uden at fjerne den, jeg er, på godt og ondt. Jeg synes det kunne være rart at det var lettere at fungere i samfundet. Men det er jo samfundet, der skal ændre sig. 

Det er tydeligt, at Tine gerne vil være med til at ændre samfundet i en bedre retning. Og det gør hun blandt andet ved at fortælle åbent om sig selv og sit liv med neurodivergens. 

”Det er så vigtigt at tale højt om at være autist og ADHDer: At det ikke er noget negativt, at der er enormt mange styrker i det. Det skal ikke være en sorg at finde ud af, at man er neurodivergent.” 

Det budskab har Tine selv været meget åben om at dele på sociale medier, hvor hun fortæller om sit liv som sendiagnosticeret med autisme og ADHD. I den forbindelse har hun fået et stort netværk af neurodivergente mennesker, som hun kan spejle sig i. 

Neurodivergente fællesskaber

Tine fremhæver de online fællesskaber af neurodivergente som en af de uventede gaver, der kom i kølvandet på diagnosen:

”Fællesskaberne gør at jeg ikke står alene. Jeg føler at jeg blev lukket ind i en hemmelig klub, der er fyldt med megaseje og kloge mennesker. Der er en åbenhed og rummelighed, der skaber en kultur af accept, kærlighed og omsorg. Og fordi jeg bliver mødt med det, kan jeg også se meget mere kærligt og omsorgsfuldt på mig selv. F.eks. kan jeg godt komme til at ”over-share”. Og tidligere gjorde det mig pinligt berørt, men nu kan jeg som regel tage det ovenfra og ned.”

Hjælp til selvaccept og grænsesætning med psykoedukation

I forlængelse af sin diagnose fik Tine bevilget et psykoedukationsforløb hos Specialisterne af sin kommune. Selvom hun på forhånd vidste meget om autisme og ADHD, krævede det hjælp udefra at integrere den viden og bruge den. 

”Det pudsige er, at inden jeg startede til psykoedukation troede jeg, at jeg manglende viden. Men det gjorde jeg ikke. Men jeg har lært at sætte den viden i spil på en helt anden måde. Jeg har fundet ud af, at jeg godt må være stolt af den, jeg er. Jeg har fået hjælp til at sætte ord på, hvad er det jeg har brug for, for at kunne yde mit bedste og have et godt liv.”

Tine beskriver sine samtaler med Tue Lundøer som ligeværdig sparring, hvor det føles som de begge lærer og udvikler sig i løbet af samtalen. Det er en samtaleform, som Tine virkelig værdsætter, fordi det styrker hendes selvværd og oplevelse af at være kompetent. I løbet af de 10 samtaler kan Tine virkelig se, hvor langt hun er kommet i sin rejse fra krise til trivsel.