Barrierer i uddannelsessystemet holder autistiske mennesker udenfor

Lykke Toftemark er autist og har for nylig gennemført Specialister i Job hos Specialisterne. Her er deres historie om, hvad der afholder dem fra at deltage i uddannelses- og arbejdsmarkedet på lige fod med andre.

Læseguide: Lykke Toftemark bruger de/dem pronominer.

Denne indsigt er en del af serien “Autisme indefra“, skrevet af en autistisk person – så andre kan blive klogere på, hvordan det reelt er at være autist og neurodivergent.

Jeg kan godt, hvis jeg får mere tid

Lykke er et menneske, der brænder for at bruge sin faglighed – men de er stødt på barrier, der gør det umuligt at indfri deres ambitioner:

”Min store drøm er at blive fysioterapeut! Jeg elsker at træne og nørde med, hvordan man kan hjælpe kroppen med at blive stærk og fungere så godt som muligt. Men det er umuligt for mig at studere fuldtid. Og derfor har jeg været tvunget til at droppe ud af mit drømmestudie.”

Lykke fortæller med stolthed i stemmen om, at de gennemførte HF-enkeltfag med et gennemsnit på 11.2.

”Der er et enormt potentiale i mig, hvis jeg får den ekstra tid og ro, jeg har brug for.”

Det lykkedes Lykke at gennemføre HF-enkeltfag ved at gøre det på kraftigt nedsat tid, med 1-2 fag ad gangen. En enkelt gang forsøgte de at tage tre fag ad gangen, men der fik de det psykisk skidt, og var nødt til at skalere ned.

Der er ikke lige adgang til uddannelse

Efter HF stod det lysende klart for Lykke, at de gerne ville studere til fysioterapeut. Autistiske mennesker har ofte ”særinteresser”, altså områder, hvor de dykker ned og bliver eksperter. Det samme gælder Lykke. Deres særinteresse er træning og krop.

”Jeg er så detaljefokuseret. Jeg scanner øvelserne, husker dem med ned i den mindste detalje, og oversætter dem til min egen og andres kroppe.”

Men efter kun to måneder på fuldtidsstudie blev presset så stort, at de fik en akut psykisk krise, og var nødt til at droppe ud af uddannelsen. For det er ikke muligt at tage en professionsbachelor på nedsat tid.

”Det var superærgerligt. Jeg ville så gerne kunne tage det på nedsat tid. Men det er overhovedet ikke muligt at tage en professionsbachelor på nedsat tid. Det er faktisk diskrimination af mennesker med handicap. I forhold til ligestillingsloven burde der være lige mulighed. Men det er kun på Københavns Universitet at nedsat tid er en mulighed. Og det er jo ikke det, jeg vil.”

Specialister i Job gav klarhed om behov

Efter Corona-nedlukningen fik Lykke mulighed for at komme i Specialisternes 12 ugers forløb for jobsøgende autister.

Behov i arbejds- og studielivet var en af de vigtigste ting, der blev klare for Lykke, i løbet af forløbet:

”Det blev tydeligt for mig, hvor vigtigt det er for mig at kende rammerne. Det vil sige de fysiske rammer, dagens program og dem jeg skal samarbejde med. Hvis jeg først har fundet en plads, så vil jeg helst ikke flytte mig. Det tager nemlig en masse energi for mig at skulle flytte mig, som jeg så ikke kan bruge på alt det, jeg egentlig skulle lave.

Spejling i andre neurodivergente

Specialister i Job gav også Lykke en mulighed for at spejle sig selv i andre neurodivergente og blive klogere på egne styrker og svagheder:

”Mødet med andre neurodivergente mennesker gjorde, at jeg lærte en masse om mig selv. Jeg kunne se vi havde ting til fælles. Men det kom til udtryk på meget forskellige måder. Jeg har måske lettere ved en ting, men sværere ved noget andet. Jeg blev mere bevidst om, hvad der er min tryghedszone – og hvor og hvordan jeg kan rykke på den zone, og stadig passe på mig selv, så jeg ikke bliver syg igen.”

Hvad byder fremtiden på?

Fordi det er umuligt for Lykke at få den uddannelse som fysioterapeut, de drømmer om, er deres ambition i dag at få arbejde som træner i et fitnesscenter – men på deres vilkår, så de ikke bliver syge af stress igen.

”Med et trænerjob kan jeg stadig gøre det, jeg brænder for. Jeg vil gerne være personlig træner, fordi træning er en af mine særinteresser, og jeg ved at jeg er god til at analysere bevægelser. Jeg har lært om mig selv, at jeg godt kan lide at have med andre mennesker at gøre, når der er en funktion imellem os – altså træningen”.

På lang sigt håber Lykke på, at andre i samme situation og med samme behov reelt får lige adgang til uddannelsesområdet.

”Det er kontraintuitivt, at politikerne gerne vil have at vi tager uddannelser og kommer i arbejde, når de ikke stiller rammerne til rådighed, jf. ligestillingsloven. Jeg vil gerne have, at der kommer reel ligestilling på uddannelsesområdet, så folk som mig ikke er tvunget til at gå en dårligere vej. Jeg har altid haft enormt meget lyst til at få en uddannelse. Så min vej lige nu er absolut ikke mit eget valg!”