Specialisterne Indsigt

Det er da helt normalt? Sendiagnosticeret med autisme og ADHD

21. jun 2024

 

 

Hele mit liv har jeg knoklet for at se ud som om jeg havde styr på tingene: jeg lavede mine lektier, fik gode karakterer og fik mig et godt job. Men den overfladiske normalitet havde en stor pris: jeg ødelagde min hjerne med stress.

Jeg er nemlig ikke “normal”. Jeg er autist og ADHDer. Men det fandt jeg først ud af, da skaden var sket.

Desværre er min historie mere reglen end undtagelsen for sendiagnosticerede voksne. Derfor forsøger jeg i dag at hjælpe andre med autisme og ADHD, så de ikke bliver så syge af stress, som jeg gjorde. 

 

Revner i facaden

Tidligere var mine livsmål noget helt andet: at være “voksen”, at have succes og styr på tingene. Inden jeg fik børn, gik det faktisk ok. Jeg studerede og havde studiejob ved siden af.

Men der var revner i facaden. Ofte fik jeg en-dags “influenza”, hvor det føltes som om jeg havde feber, selvom min temperatur var normal. Jeg sagde ja til alt muligt: fester, bestyrelsesarbejde og venneaftaler. Men når dagen kom, var jeg så træt, at jeg måtte aflyse. 

Men det var da normalt, var det ikke?

 

Filmen knækkede – første gang

Da mit første barn ankom, knækkede filmen. En baby er uforudsigelig, og der er ingen pauser. Jeg sov meget lidt. Både fordi min søn som spæd græd meget om natten. Men også fordi min hjerne var i konstant alarmberedskab.

Efter fire måneder smeltede jeg helt sammen. Jeg fik en efterfødselsreaktion, og min partner måtte overtage min barsel og gå hjemme sammen med os. Det var første gang jeg for alvor mærkede, at jeg ikke bare kunne det samme som andre.

 

Gaffatape er vejen frem

Men. Der skal være orden på sagerne. Så trods min efterfødselsreaktion gaffatapede jeg mig sammen godt nok til at starte op på at skrive speciale, da min søn var 9 måneder.

Det lykkedes! Et halvt år efter at jeg var færdig på studiet fik jeg mit job som arbejdsmiljøkoordinator og organisationskonsulent på handicapområdet. 

 

Styr på jobbet, kaos hjemme

Der skulle brød på bordet. Derfor var det på arbejdet, jeg lagde det meste af min energi. Da jeg så kom hjem, kollapsede jeg. Det var kun de mest basale ting, der var overskud til: børnenes trivsel, mad og rent tøj. Vi klarede os. Det er trods alt normalt at småbørnsforældre er pressede og ikke har så meget overskud – er det ikke? 

 

Alle har da lidt depression og angst, ikke?

Undervejs snublede jeg flere gange: havde flere kortvarige stress-sygemeldinger undervejs, og selvfølgelig en efterfødselsreaktion, da barn nr. 2 blev født. Jeg fik et par angst-diagnoser også. Det er helt normalt at have social- og generaliseret angst og depressioner, ikke? 

 

Æblet falder ikke langt fra stammen

Mit ældste barn begyndte at have det svært i skolen i 1. klasse. Jeg havde det også svært. Vi begyndte at snakke om autisme, og jeg begyndte at genkende mig selv i min søn. I min folkeskoletid blev jeg mobbet og holdt udenfor det meste af tiden. Jeg kunne genkende det fra min søn, der også faldt mere og mere bagud socialt. 

 

Men jeg kunne da ikke være autist?

Men var jeg ikke for god til det sociale? Havde jeg ikke alt for godt styr på mit liv? Var jeg ikke for ekstrovert? 

På den ene side tænkte jeg, at jeg var for “normal” til at være autist. Men når jeg læste artikler skrevet af andre voksne autister på internettet, kunne jeg genkende næsten alt, hvad de skrev. De gentagne sygemeldinger med stress, nedsmeltningerne, sanseoverstimulering, behovet for at isolere sig, og ikke mindst at det sociale koster overdrevent meget energi. Det var 1:1 som at læse om mig selv.

 

Korthuset faldt sammen

Det liv, jeg omhyggeligt havde fået til at hænge sammen med gaffatape og trods, faldt fra hinanden i 2018. Det var mange faktorer på én gang: jeg havde overpræsteret i årtier. Begge børn havde det svært. Og så sagde min hjerne stop. Det føltes vitterligt som et korthus, der faldt sammen. Jeg kollapsede, måtte forlade mit job og var så syg, at jeg intet kunne. Jeg fik mit jobcenter til, sammen med min læge, at bede psykiatrien om at udrede mig for autisme.

 

Udbrændthed: kroniske kognitive skader

Det er 6 år siden, at jeg kollapsede. Og mit funktionsniveau er stadig meget langt fra, hvad det var før. Jeg har med andre ord kroniske kognitive skader af udbrændthed, også kaldet langvarig stress eller belastningsreaktion

Det føles som at have en Ferrari, der kun kan køre i 1. og 2. gear. Selvom jeg ser “normal” ud på overfladen, er jeg altså så handicappet, at jeg er nødt til at arbejde i fleksjob og ikke kan klare mange helt almindelige dagligdags opgaver og aktiviteter.

 

Min historie er langt fra unik

Desværre er min historie mere reglen end undtagelsen for voksne, der først sent i livet finder ud af, at de er autister og/eller ADHDere. Dengang jeg var barn, var diagnoser ikke rigtig noget, man fik. Der skulle man bare tage sig sammen og være så normal som muligt. Det har vi så forsøgt at gøre, indtil korthuset faldt sammen. 

Vi ser en stor stigning i antallet af diagnoser. Det er ikke fordi der er blevet flere af os – men der er flere og flere, der genkender sig selv i deres børn og opdager, at de ikke bare var dårlige til at være “normale”. Det er faktisk meget normalt for en autist og/eller ADHDer at have udfordringer med stress og at føle sig anderledes, uden at forstå hvorfor.

Min historie er nemlig langt fra unik. Rigtig mange voksne får en autisme og/eller ADHD diagnose midt i livet, fordi de ikke længere kan leve op til samfundets krav, fordi de bliver alvorligt syge af stress. Det behøver ikke være sådan. Hvis jeg havde vidst, at jeg er mere stressfølsom end de fleste, ville jeg kunne have passet bedre på mig selv undervejs.

 

Eline Sanders, kommunikationsmedarbejder hos Specialisterne

Forfatterbio Eline Sanders

Hvordan får du et godt et voksenliv med autisme og ADHD?

Det spørgsmål forsøger kommunikationsmedarbejder Eline Sanders at svare på. Hun er tidligere arbejdsmiljøkoordinator på handipcapområdet og har en uddannelse med fokus på arbejdsliv fra Teksam på RUC. 

I 2018 blev Eline så syg af stress, at det blev meget tydeligt, at det ikke “bare” var stress og angst. Derfor fik hun en autisme- og ADHD diagnose, hvilket blev nøglen til selvforståelse og et nyt liv i balance.