Ensomheden kommer i mange forskellige forklædninger

25. feb 2021 | Psykoedukation

Mange mennesker med autisme oplever at få besøg af ensomheden. I mine psykoedukative samtaler hos Specialisterne taler jeg hver dag med mennesker som beskriver netop ensomhed som et af deres væsentligste problemer.

Ensomheden kommer i mange forskellige forklædninger. Nogle gange er det svært at genkende den, når ”den banker på”, og ofte er det først, når man oplever følgerne af dens tilstedeværelse, at det går op for én, at den har været på besøg.

Ensomhed opleves af mennesker, der sidder midt blandt andre mennesker, men ikke føler sig som en del af deres fællesskab. Ensomhed opleves, når man som ansat ikke bliver set og hørt af sin chef eller kollega. Ensomhed opleves alle steder – i familier, i skoleklasser og ikke mindst i enerum.

Så ensomhed er ikke nødvendigvis et udtryk for, at man er alene, men i højere grad, at man ikke føler sig set, hørt og forstået.

Følgerne af ensomhed er mange og forskellige fra person til person, men lidelser som stress, depression, angst, mindreværd og manglende livsglæde er ikke ualmindelige som følge af mødet med ensomhed.

Jeg taler med mange mennesker med autisme inde på livet, og et tilbagevendende tema er den ensomhed, de har oplevet eller stadig oplever gennem deres tilværelse. De fortæller om følelsen af ikke at være som andre, ikke at være som sine søskende, sine klassekammerater og ikke være som dem, de ville ønske, de var venner med.

Ofte fortæller mennesker med autisme, at de gennem mange år har forsøgt at deltage i sociale sammenhænge og bestræbt sig på at knytte venskaber. De fortæller samstemmende, at de prøvede at gøre det alle andre gjorde, men at det sjældent blev vel modtaget. Med årene trækker de sig fra sociale fællesskaber for at beskytte sig selv mod nederlag, afvisninger og udskamning.

Med tiden bliver mange af de mennesker, hvis historier jeg hører, alene i bogstaveligste forstand. Mange fortæller, at det ikke er følelsen af at være alene, der er den værste, men følelsen af ikke at kunne være sig selv, ikke at blive forstået og ikke at blive imødekommet som det menneske, de er – dette skaber ensomhedsfølelsen.

Mange mennesker med autisme spejler sig hele livet i neurotypikere, altså mennesker uden autisme, hvilket betyder, at de sammenligner sig selv med mennesker, som ikke har de samme udfordringer i livet. Samtidig skal mennesker med autisme agere i daginstitutionen, i skolen, på gymnasiet og universitetet og ikke mindst på arbejdspladsen, hvor der ikke altid er hjælp og støtte til at imødekomme de særlige udfordringer, et menneske med autisme har. De bliver vejet på den forkerte vægt, som ikke opfanger disse menneskers udfordringer og kvaliteter. Nemlig den sociale vægt. Følelsen af ikke at høre til og opleve at være på sidelinjen af fællesskabet, er en væsentlig del af ensomhedens væsen.

Min erfaring fortæller mig, at hvis man ønsker at hjælpe et menneske til mindre ensomhed, må man lytte til deres historie og være nysgerrig frem for evaluerende. At hjælpe dem med at fremkalde minderne om de små oaser af fællesskab, der dog er eller har været. Styrke mindet om de relationer, hvor de i højere grad fik lov at være sig selv. At lytte til et menneskes historie kan i mange tilfælde være som medicin mod ensomhed.

Thomas Sørensen

Thomas Sørensen

Kompetenceudvikler

Ovenstående indsigt er skrevet af Thomas, som til daglig har borgere med autisme og lignende kvaliteter i psykoedukative samtaleforløb hos Specialisterne.  

Vi tilbyder samtaleforløb til mennesker med autisme og lignende kvaliteter