Ferietid med autisme, sådan hjælper du bedst

Ferietid kan være en tiltrængt pause – men ikke nødvendigvis for unge med autisme eller lignende kvaliteter. Brud på rutiner, nye sanseindtryk og skift i omgivelserne kan skabe stress, uro og søvnproblemer. Her får du en konkret og brugbar tjekliste til, hvordan du som pårørende kan støtte op – uden at styre.

 

💡 Tip: Brug “de 10 H’er” som samtalestøtte, når I planlægger aktiviteter: Hvad, Hvor, Hvornår, Hvordan osv.

 

🧡 En god sommer kræver ikke, at man laver det samme som alle andre – kun at man gør det, der fungerer for én selv.

 

Af Eline Sanders, Specialisterne Danmark

 

🧠1. Forventningsafstemning: Det vigtigste udgangspunkt

Ferie kan være forbundet med stort pres fra familie, venner og sociale medier om at “tage på eventyr” og have den perfekte sommer. For unge med autisme og deres familier er det ofte anderledes.

Det første skridt er at tale åbent og ærligt om, hvad en god sommer betyder for jer. Hvad har I lyst til? Hvad orker I? Hvilke aktiviteter er umulige eller for svære? Der er måske en masse ting, du drømmer om. Eller måske føler du et forventningspres fra sociale medier om “den gode ferie”.

 

Konkrete tips
Lav en fælles liste over ønsker og “nej tak” ting, der skaber uro eller overstimulation.

  • Forventningspres kan skabe stress og konflikter, undgå det ved klare aftaler og ved at sige nej, når det er nødvendigt.
  • Vær ærlig over for familie og venner mht, hvad der er muligt og ikke
  • Lav kompromisser, fx at tage til fest MEN aftal start og slut gerne få timer
  • Nogle gange er ærlig kommunikation ikke nok, og det kan være nødvendigt at opfinde en undskyldning for at slippe for belastende situationer – og det er helt legitimt.
  • Aftal hvordan I siger fra – eller slipper væk: f.eks. med kodeord, forberedte sætninger eller små “nødløgne”.

 

Husk: Det er helt i orden ikke at kunne det samme som andre familier. Forklar, hvis det er muligt, og vær kreativ, hvis ikke.
Brug eventuelt ledsagerkort og solsikkensnor for at gøre ophold og rejse letter Det handler om at skabe rammer, hvor alle føler sig trygge og respekterede.

 

🌡️ 2. Sansevenlige løsninger: Pas på sanserne i sommervarmen

Mange autister har et anderledes og mere følsomt sanseapparat. Sommervarmen, stærke sanseindtryk og forandringer kan hurtigt føre til overbelastning.  derfor er det vigtigt at fjerne så mange stressorer som muligt.

 

Temperaturregulering

  • Mange har svært ved at regulere kropstemperaturen. Derfor hjælper det at investere i kølige løsninger:
  • Kølende dyner (almindelige eller tyngdedyner med kølende effekt).
  • Transportabel aircondition-maskine.
  • Våde viskestykker i nakken eller poser med frosne ærter pakket ind i tøj.

 

Tøjvalg

  • Skift til sommertøj kan være en stor sansemæssig forandring.
  • Vælg løstsiddende, blødt tøj i naturmaterialer og med stretch.
  • Øv brug af sommertøj derhjemme for at gøre det mere trygt og genkendeligt.

 

Sansepåvirkning på turen

  • Brug solbriller med UV-filter, kasketter og lyddæmpende høretelefoner til at dæmpe ubehagelige sanseindtryk.
  • Planlæg udflugter og aktiviteter i kølige morgentimer eller om aftenen.
  • Indlæg hele eller halve sansepauser i løbet af dagen, hvor der er ro og mulighed for restitution.

 

🔁 3. Forudsigelighed og rutiner: Skab struktur i ferien

For mange autister er faste rutiner et nødvendigt holdepunkt i hverdagen. Skolen skaber naturligt struktur, så ferien kan skabe uro og usikkerhed.

 

Skab en ferie-rutine

  • Lav faste tidspunkter for søvn, måltider og daglige aktiviteter (f.eks. gåtur efter aftensmad eller en fast spilletid).
  • Sørg for, at der altid er noget at “stå op til” – det kan være en lille, daglig aktivitet, der giver mening.

 

Kendte steder og faste rammer

  • Uforudsigelighed koster meget energi.
  • Vælg gerne samme feriedestination år efter år, hvor omgivelserne og logistik er kendte.
  • Brug ledsagerkort eller solsikke-snoren, hvis det giver adgang til lettere adgang og mindre ventetid.

 

Planlæg efter særinteresser

  • Ferietid er fordybelsestid: gaming, rollespil, fortidsdyr, keramik, YouTube, broderi – hvad end der giver ro.
  • Planlæg udflugter, der matcher interesser: museer, nørdebutikker, biblioteker, events.
  • Brug evt. ledsagerkort eller solsikkesnor til at skære ned på ventetid og stimuli.

 

Udveje og fleksibilitet
Hav altid en plan B klar, så det er tydeligt, hvad der sker, hvis ferien eller en aktivitet bliver for overvældende. Det kan være at tage hjem tidligt, finde et stille sted eller tage en pause.

 

🍔4. Madvaner og tryghed ved måltider

 

Mad kan være en stor stressfaktor for mange med autisme. Der er ofte præferencer, sensoriske udfordringer eller faste vaner, der skal respekteres.

  • Find på forhånd steder, hvor der kan fås “safefood”, mad, som den unge kender og kan lide.
  • Medbring evt. ekstra mad hjemmefra, så der altid er et trygt valg.
  • Hav en plan for, hvordan I håndterer mad, når I er ude – også hvis madvanerne bliver udfordret.

 

🚉 5. Transport og rejser: Minimér stressen på turen

 

Rejser kan være meget stressende pga. nye sanseindtryk, ventetid, trængsel og ændrede rutiner.

  • Planlæg fleksible rejsetider – undgå varme og travle tidspunkter.
  • Medbring sansehjælpemidler som lyddæmpende høretelefoner og solbriller.
  • Sørg for at have vand, snacks og evt. elektrolytter for at undgå dehydrering.
  • Planlæg på forhånd, hvordan I kan skabe ro på rejsen – fx pauser, rolige pladser, transportformer som er mest komfortable.
    Brug ledsagerkort eller solsikke-snoren, det kan give mindre ventetid, fleksibilitet hos personale og bedre hensyn fra omgivelserne.

 

⚖️ 6. Aktivitet og socialt samvær: Skab balance

 

Det sociale kan være krævende. Det er vigtigt at afstemme aktiviteter med den unges energiniveau og sociale kapacitet.

  • Planlæg ikke for mange sociale arrangementer efter hinanden.
  • Vær åben for at springe aktiviteter over eller afslutte tidligt, hvis det bliver for meget.
  • Sørg for pauser mellem arrangementer til at lade op.

 

Afsluttende tanker

At holde ferie med autisme er ikke det samme som for andre. Det kræver planlægning, tålmodighed og indsigt i, hvad der fungerer bedst for den enkelte.
Men med de rette forberedelser og en respektfuld tilgang til sanser, rutiner og forventninger, kan ferien blive en kilde til glæde, nye oplevelser og gode minder – uden at det koster alt for meget energi.

 

🧭 Det handler ikke om at få en “perfekt” ferie – men om at skabe et rum af ro og forudsigelighed, hvor den unge kan trække vejret og være sig selv.

 

🟡 Råd til dig selv som pårørende:
Giv slip på forestillingen om, hvordan ferie “bør være”.  I gør det rigtigt, når det fungerer for jer.

 

God sommer til alle

 

Eline Sanders er tidligere arbejdsmiljøkoordinator på handipcapområdet og har en uddannelse med fokus på arbejdsliv fra Teksam på RUC. I 2018 blev Eline så syg af stress, at det blev meget tydeligt, at det ikke “bare” var stress og angst. Derfor fik hun en autisme- og ADHD diagnose, hvilket blev nøglen til selvforståelse og et nyt liv i balance. Du kan læse Elines indsigter her på sitet