“Da han sagde “mor, jeg skal starte i Specialisterne stu”, så hoppede og dansede jeg rundt i stuen!”
Det fortæller Carina, der er mor til “Anton” på 22 år, der nu er i slutningen af sit andet år på Specialisternes særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Carina blev så glad, fordi det var første lyspunkt efter en lang periode, hvor Anton havde haft det svært.
(Anton er et pseudonym, da han gerne vil være anonym).
I’ve met my people!
“I’ve met my people!”
Udbrød Anton, da han lige var startet i Specialisterne stu. Og det giver mening – for det var nemlig først som ung voksen, at Anton endelig fik en autismediagnose. Og dermed en forklaring på, hvorfor han har haft flere sten i skoen på livets vej.
Anton cuttede kontakten til sin mor
For Anton begyndte den svære periode i hans liv, da han startede på EUX. Han valgte i den periode at bo selv på et kollegieværelse, og han havde brudt kontakten til sine forældre. Som så mange andre unge med handicap havde han brug for at føle uafhængighed – men samtidig kunne han reelt ikke klare sig uden hjælp endnu. Han var deprimeret, droppede ud af skolen, havde ingen penge og havde svært ved at overkomme personlig hygiejne og at sørge for mad.
“Han cuttede kontakten til os i lang tid, og jeg var meget bekymret for ham. Men heldigvis fik jeg kontakt med ham igen. Det viste sig at han var droppet ud og ikke havde til sin næste husleje.”
Motiveret til at få hjælp – men svært at få den
Ovenpå den livskrise var Anton heldigvis motiveret til at få hjælp, og sammen tog han og Carina på jobcentret for at få Anton videre i livet.
For Carina var det tydeligt, at det var nødvendigt at hun var med som bisidder:
“Vi har haft en del udskiftninger af sagsbehandlere, og flere gange har de sagt: “det går jo fint”, og Anton talte dem efter munden, fordi det var nemmere, når de lod ham være i fred. Der var jeg nødt til at sætte foden ned og sige “nej, det går ikke fint!”. De ville bare sygemelde ham, men han har ikke brug for at være sygemeldt og bare være hjemme. Han har brug for at der sker noget i hans liv!”
Heldigvis var en kommunal medarbejder vaks og spottede Antons autistiske træk. Det betød, at Anton endelig fik en autismediagnose – og dermed en forklaring på, hvorfor livet var svært for ham.
Carina pressede på for at få det rigtige tilbud til Anton
Carina ville ikke acceptere, at Anton blev syltet. Derfor pressede hun på for at få Anton et sted hen, hvor der var de rigtige rammer for Anton: både med tid og ro til at modnes, men også med mulighed for at udvikle sig personligt og fagligt. Specialisterne stu var det helt rigtige sted for Anton.
“Efter den første uge kom han hjem og sagde “I’ve met my people!”. Han var så glad. Alting, både lærerne og det hele har bare fungeret supergodt.”
Anton har brug for et sted, hvor han kan være sig selv
Carina er meget opmærksom på, at det, Anton har brug for nu, er et fast holdepunkt i hverdagen. Et sted, der båder giver struktur og selvværd:
“Det er bare godt for ham at komme afsted i skole. Som han siger “der er jo ikke nogen, der dømmer os”. Det har været enormt hårdt for ham at gå i en almindelig folkeskole, hvor han jo godt kunne mærke, at han ikke var som de andre. Men nu kan han slappe mere af og være sammen med andre, der er ligesom ham.”
Tæt samarbejde med Specialisterne stu om Antons trivsel
Træerne vokser desværre ikke ind i himlen. De to år i Specialisterne stu har ikke været uden kriser for Anton. Depressionen er svær at ryste af sig. Og Anton har haft rigtig svært ved at få struktureret dagligdagen, så han kan overskue at komme i skole.
Derfor har det tætte samarbejde med stu-medarbejderne været guld værd for Anton og Carina. Et meget konkret eksempel på den støtte er, at souschef Margit i en periode har støttet Anton i at komme op og afsted et par dage om ugen. Det er Carina meget taknemmelig for. Det er nemlig meget svært for Anton at komme afsted i skole på egen hånd.
Uopdaget ADHD spænder ben
Det er ikke dovenskab der gør, at Anton har svært ved at komme af sted i skole. Det er faktisk ADHD! Og det var Margit, der spottede Antons uopdagede ADHD. For Anton kommer det til udtryk ved, at han har meget svært ved at håndtere hverdagens rutiner og døgnrytme og voksenlivets krav – især når der ikke er en struktur udefra, der holder ham fast. Og den hjælp har han brug for, for at få livet til at fungere.
Praktik gør fremtidshåb konkrete
Det har taget et helt år at finde frem til en ADHD medicin, Anton kan tåle. Men nu kan Carina endelig mærke, at det langsomt går fremad for Anton – og hun håber at Anton i det sidste år på Specialisterne stu har mod på at prøve sig selv af i en erhvervspraktik.
“Det er svært for ham at forestille sig fremtiden, og han ser mere sine egne begrænsninger, end hvad han kan. Margit foreslår en praktik hos Atea. Det er superfedt, at have praktikperioder med støtte, så man kan komme ud at se, man faktisk godt kan give værdi til en arbejdsplads!”.
Praktik er et vigtigt skridt på vejen mod fleksjob
Praktikforløb hos Specialisterne stu fungerer ofte som et vigtigt skridt på vejen mod at blive godkendt til fleksjob. Her kan skånebehov, antal arbejdstimer og arbejdsvilkår nemlig blive afklaret. Og det er også håbet, at Anton kan nå derhen, inden han afslutter sin særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse om et års tid.
Investering i stu øger sandsynligheden for fleksjob fremfor førtidspension
En ung mand som Anton kunne let ende på førtidspension, hvis ikke han havde fået en chance for at komme sig over sin livskrise. Men i Specialisterne stu har han fundet et miljø, hvor han kan lære sig selv at kende, modnes og få overskud til at udvikle sig fagligt. Og det betyder, at han har en meget større chance for at få et fleksjob.
Carina tænker, at et fleksjob er et realistisk mål for Anton. Mest af alt håber hun på, at han lander i et voksenliv, hvor han er glad, trives og har en struktureret hverdag:
“Jeg ønsker at han får et liv, hvor han er glad og tilfreds og sidder for bordenden – at han har kontrol over sit eget liv, hvad end det så er fleksjob eller førtidspension. Det er det vigtigste.”
