Martin Wils er stolt – for han har netop fået job som landmåler:
“jeg skal starte som landmåler hos M.J. Eriksson her den 1. marts. Som landmåler skal jeg køre rundt på byggepladser. Jeg skal sørge for at det, der skal bygges, er placeret ordentligt. Og så skal jeg lave datafiler til maskiner, så de kan grave rigtigt.”
For 5 år siden sluttede Martin sit forløb i Specialisternes særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (stu) i Storkøbenhavn – og nu er han landet godt og trygt i voksenlivet med job og egen lejlighed.
Efter stu-forløbet hos Specialisterne tog han en tre-årig HF, og derefter den 2-årige uddannelse til kort- og landmålingstekniker. Få måneder efter havde han underskrevet kontrakt hos jord- og anlægsentreprenøren M.J. Eriksson.
Vejledere er vigtige!
Ligesom mange andre med autisme og lignende kvaliteter var det lidt svært for Martin at gennemskue, hvad han skulle efter stu. Derfor spillede den vejledning han fik hos Specialisterne en stor rolle:
“Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle. Jeg gik her i stu og hyggede mig hist og pist, men så snakkede jeg med min lærer Kasper om hvad jeg skulle efter. Sammen fandt vi HF-IN – jeg søgte ind og fik det!
HF-IN er en 3-årig HF for unge, der har udfordringer som psykisk sårbarhed, autisme eller lignende.
Tag det, som det kommer
Martin er en rolig ung mand, der tager tingene som de kommer. Og det er faktisk en fordel for ham. Det gør ham nemlig åben overfor at prøve ting af, selvom han ikke på forhånd ved, om det er det helt rigtige. Inden Martin begyndte på uddannelsen til kort- og landmålingstekniker vidste han ikke, om det var det rigtige for ham. Derfor besluttede han sig for at give det tre måneders prøve. Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.
“På HF kiggede jeg med min mentor på Uddannelsespasset, rundt og rundt. Jeg ville gerne have et job, hvor jeg både var udendørs og indendørs. Så spurgte min mentor: “Hvad med kort- og landmålingstekniker?”. Jeg søgte og kom ind. Jeg gav det tre måneder, og så vidste jeg, at det ville jeg gerne. Jeg tager det som det kommer.”
Livslektie: det er ikke farligt at være social
Martin gik på efterskole, før han kom i Specialisterne stu – og her lærte han en meget vigtig livslektie – at det ikke er farligt at være social.
Den læring gav Martin videre, da han gik på stu: I kraft af hans udadvendte personlighed fik han skubbet blidt til andre, mere introverte elever, og i dag har han stadig flere gode venner fra Specialisterne stu, som han ser jævnligt.
“Jeg snakker en del med vennerne fra dengang. En af dem så jeg sidst ude på Viking Run. Jeg får det faktisk skidt, hvis jeg ikke er i kontakt med folk i en længere periode.”
Kom ud af boksen
Det er med den livserfaring i rygsækken, at Martin giver en klar opfordring til andre, der er bange for at snakke med andre:
“Prøv at hoppe over i nogle grupper og vær en del af samtalen. Ikke sådan at man behøver være aggressivt en del af det. Bare kom over og sige hej. Du skal ikke lukke dig inde i en boks, det kan jeg ligeså godt sige dig. For verden handler ikke om dig. Du kan være ligegyldig, mens hvis du hopper ud af boksen, så kan du gøre noget og være noget.”
At være social er en vigtig life-skill
At Martin i dag er tryg ved at snakke med mange mennesker er en essentiel skill i hans arbejde som landmåler. Her skal man nemlig tale med rigtig mange forskellige mennesker, når man er ude på byggepladsen.
“I mit arbejde i byggebranchen kræver det at jeg er i kontakt med mange folk: byggeledere, maskinførere osv. Så hvis du er asocial, så er det en god ide at komme ud af den boks. For det kommer til at gøre problemer, hvis ikke du kan hoppe ud af den.”
Vejen til selvstændighed
I dag er Martin en selvstændig ung mand, der både har bil og egen lejlighed. Kørekort fik han undervejs i sin stu-tid, fordi det var træls at skulle med tog og bus mellem Tisvildeleje og Ballerup. Det er en stor fordel, for i dag kører Martin en del i sit nye job, når han skal ud til byggepladserne. Han har boet i egen lejlighed i over et år nu. Det var lidt svært i starten at vænne sig til de mange praktiske opgaver og at være væk fra familien. Men i dag går det godt.
“De tre første måneder var lidt mærkelige. Jeg var væk fra mine forældre, og jeg skulle lære at håndtere mine egne ting. Men efter et halvt år er det fint nok. Andet end at jeg nok burde støvsuge noget mere.” Afslutter han med et grin.
