LEGO er ikke bare leg! Kombinerer man klodser med forskningsbaserede samarbejdsmetoder, får man LEGO® Serious Play: gennem alvorlig leg med klodserne udforsker eleverne deres følelser. De unge bygger små modeller, der fortæller om deres livsverden – og det giver dem et fælles sprog om følelser.
“Fordelen ved at bruge LEGO Serious Play er, at vi kommer til at snakke om nogle ting, der kan være svære at snakke om ellers.“
Fortæller underviser Helgi Toftegaard.
Autisme kan gøre det svært at mærke sine følelser
Mange autistiske unge har sværere ved både at mærke og snakke om deres følelser. De fleste tager for givet at det er let at skelne mellem at være glad, irriteret, sulten eller træt. Men med autisme kan det være rigtig svært at mærke forskel.
Hvis man ikke ved, hvor ubehaget kommer fra, er det meget sværere at løse problemet. Jo mere man lærer sine egne signaler og følelser at kende, jo nemmere bliver ens hverdag.
LEGO modeller gør følelser konkrete
At koble ord på følelser er svært – for mange elever er det nemmere at lave små modeller om deres oplevelser. Så bliver det meget nemmere at snakke om – for eleven kan f.eks. sætte en rød klods på, der betyder “jeg har det ubehageligt”.

På billedet her har en elev illustreret, at det er svært for ham at være ude i naturen – og derfor ligger figurerne ned. Indendørs kan han overskue det hele, men udenfor er det svært.
Helgi oplever, at elever, der ellers har svært ved at tale om følelser, åbner op ved hjælp af LEGO modellerne:
“En opgave kan være, at eleverne skal bygge “hvad jeg er god til”. F.eks. har en elev sat et tandhjul på sin model for at illustrere, at han er god til det tekniske. På den måde får vi startet en snak, hvor eleverne kan spejle sig i hinanden.”
Helgi oplever, at LEGO Serious Play undervisningen stille og roligt gør eleverne bedre til både at tale om og håndtere deres følelser.
LEGO Serious Play styrker følelsesmusklerne
Med mange LEGO Serious Play certificeringer i baglommen har Helgi stor erfaring i at styrke de unges evne til at italesætte og håndtere følelser.
“Fordelen ved en LEGO Serious Play session er, at vi kommer til at snakke om nogle ting, der kan være svære at snakke om ellers. Så snart der er en, der begynder at fortælle, så smitter det, og så er der hul på bylden.”
Når eleverne præsenterer deres modeller for hinanden til sidst, trænes de i at skabe fortællinger om sig selv og at spejle sig i de andres. Det er vigtigt, for mange af eleverne i stu har virkelig svært ved at forstå og håndtere egne og andre følelser.
LEGO bliver en øvebane på voksenlivet
Derfor er det ekstra vigtigt, at Specialisterne stu styrker de unges emotionelle kompetencer. LEGO er ikke bare leg – det er en øvebane i voksenlivet. Når følelser er svære at mærke, er der brug for ekstra støtte til at blive bedre til at håndtere dem. Det er derfor LEGO Serious Play er et fantastisk værktøj til at blive bedre rustet til voksenlivet – med alt hvad det byder på.
Se videoer om nogle af vores fag HER

