Når du bygger robotter, styrker du din samarbejdsmuskel

Hvad har LEGO robotter med personlig udvikling og samarbejdskompetencer at gøre?

Rigtig meget, hvis du spørger Helgi Toftegaard. Han underviser stu-eleverne i at bygge LEGO robotter i faget Tech. Det lærer nemlig eleverne at samarbejde om robotterne, og at projektplanlægge ved hjælp af værktøjet Scrum.

“Mange elever siger, at de er bedst til at arbejde alene. Men vi kan flytte det synspunkt ved at minde dem om de gange, de faktisk har været gode til at samarbejde! Det er den slags samtaler, der stille og roligt kan flytte på elevens selvforståelse.”

 

Lær programmering med LEGO robotter

At få en robot til at kunne hoppe som en græshoppe er en af de første ting, eleverne lærer. For at det kan lykkes, skal eleverne arbejde på to fronter: hvordan robotten er bygget og hvordan den er programmeret.

“Det indledende problem er altid, at græshoppen hopper lidt skævt. Eleverne skal derfor forbedre græshoppen ved at lave om i programmeringen og/eller lave den fysiske udformning om.” 

Simpel programmering er det, der får LEGO robotter til at bevæge sig. For mange elever bliver arbejdet med LEGO robotterne en vej ind til at kunne lave meget mere komplekse programmeringer i sproget Python.

 

Når robotterne skal arbejde sammen, gør eleverne det også

Kan eleverne få deres 6 robotter til at bevæge sig som en “bølge”? Det er en af de næste udfordringer, Helgi stiller eleverne. 

“Når robotterne skal interagere med hinanden, er eleverne nødt til at lave aftaler med hinanden. Hvis det er elever, der ikke kender hinanden så godt, er det nemmere for dem, at det er robotterne, der samarbejder. Og det lykkes altid.”

Nogle af eleverne har dårlige erfaringer med samarbejde og projektarbejde fra tidligere. Derfor er Helgi meget optaget af at give eleverne en masse positive erfaringer med samarbejde. Det har nemlig en kæmpe betydning, når man skal videre i job eller uddannelse efter endt stu. 

 

Projektværktøjet Scrum gør de komplekse robotter overskuelige

Komplekse robotter betyder komplekse designprocesser. Og derfor bruger Helgi projektværktøjet Scrum til at bryde processen ned i håndterbare smådele:

“Et stort projekt kan virke totalt uoverskueligt. Men når man deler det op i småbitte bider vha. Scrum, så kan det faktisk lade sig gøre. Det kan virke uoverskueligt i starten, når man ser på endemålet for et 4 måneders projekt for 6 mennesker. Men når man har gennemført det, så ved eleverne, at de faktisk også kan andre svære ting.” 

Helgi elsker at lave store projekter med komplekse LEGO robotter med eleverne – ofte i forbindelse med udstillinger og konkurrencer i Danmark og Europa. For eleverne er det ofte både motiverende og udfordrende at bygge større tidskrævende konstruktioner. Men med Scrum og Helgis rolige og kompetente vejledning lykkes det altid. 

 

Robot til den Internationale Rumstation

I 2018 vandt eleverne 1. plads i en europæisk ungdomskonkurrence om at bygge en simulering af en robot, der kan overføre varer fra en rumkapsel ind i rumstationen.

“Vi dystede mod gymnasieelever fra hele Europa og vandt 1. præmien. Det var i 2018, dengang Andreas Mogensen var af sted første gang. Han var dommer på den turnering – det var stort!”

Tidligere hold har også deltaget i prestigefyldte udstillinger og konkurrencer, f.eks. i Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Bjarke Ingels Group BIG, i DTUs Robocup og BR’s LEGOudstilling på Strøget.

 

Hverdagen bliver mere overskuelig med Scrum

Princippet om at bryde en stor opgave ned i små bidder overfører Helgi ofte til elevernes håndtering af hverdagen i de mange samtaler, de har. 

“At bryde en stor opgave ned i små bidder kan vi bruge i personlige samtaler. F.eks. hvis en elev har svært ved at møde til tiden. Så taler vi om alle de små delopgaver, der er, lige fra vækkeuret ringer, til man skal ud af døren. Så taler vi om, hvad eleven kan gøre anderledes. På den måde bliver morgenen lidt mindre svær.”

 

Fremtidsdrømme motiverer

Helgi ser ofte elever, der har store drømme, f.eks. om at arbejde for LEGO, blive spildesignere eller programmører. For de fleste er det for stort et brød at slå op. Men drømmen om fremtiden er vigtig, fordi den skubber den unge blidt videre til at afprøve sig selv. Undervejs finder de unge ofte en ny vej at gå af. 

“Nogle elever drømmer om at blive ansat hos LEGO, blive programmører eller arbejde med gaming. De drømme motiverer dem til at gøre svære ting, f.eks. at tage skolefag, så de har folkeskolens afgangsprøve i hånden, når de afslutter stu.” 

Hvis du ikke har en drøm om din fremtid, er det meget svært at se ideen i f.eks. at tage skolefag. Det gør ikke så meget, at drømmen måske er urealistisk. For den kan justeres undervejs. 

 

Leg for livet

Når Helgi følger sine elever fra start til slut, er det ikke kun den faglige udvikling, han bider mærke i. 

“Når jeg følger eleverne gennem hele stu-forløbet og bagefter kan jeg se den store udvikling på det sociale og personlige område, gør det mig stolt.”

LEGO er nemlig ikke bare leg – det er en måde at få vigtige værktøjer, både personligt og fagligt, til at komme godt ind i voksenlivet.