Case: NNE 

Specialisternes konsulent har med sit blik for de små detaljer og sin evne til at optimere opgaver, allerede skabt en mærkbar forskel hos NNE. 

Udfordringen

Når NNE arbejder på komplekse projekter, kræver det præcision, struktur og effektive arbejdsmetoder.

Manuelle opgaver som dataindsamling og verifikation kan hurtigt blive tidskrævende, og der opstår et behov for løsninger, der sikrer både kvalitet og hurtigere arbejdsgange.

Løsningen

Her er Michael, der er konsulent fra Specialisterne, blevet en central del af løsningen. Michael er uddannet maskiningeniør med en stor interesse for programmering. Han har med sit blik for de små detaljer og sin evne til at optimere opgaver, allerede skabt en mærkbar forskel i afdelingen.

Michael har blandt andet udviklet et program, der scanner tekniske tegninger og identificerer potentielle afvigelser mellem diagrammer og komponentlister. Det arbejde, der tidligere krævede manuelle gennemgange og mange arbejdstimer, er nu blevet automatiseret – og resultatet har haft mærkbar betydning for effektiviteten.

Lars, Michaels leder, fortæller:
“Michael er lynhurtig til at gennemskue processer og finde smartere måder at løse opgaver på. Han blev bedt om at udføre en opgave, der var estimeret til 14 dages arbejde, men løste den på blot to dage ved at udvikle en programmeret løsning. Det er fantastisk at se, hvordan han bruger sin faglighed til at optimere og skabe værdi.”

Neurodivergent og handlekraftig

Michael har en autismediagnose, og hans analytiske evner og strukturerede tilgang til opgaver er blandt de kompetencer, der gør ham særligt værdifuld i rollen.

“Jeg er god til at skabe systemer, der gør det lettere og hurtigere at få overblik over komplekse data, uden at der går detaljer tabt,” forklarer Michael.

Inden Michael begyndte hos NNE, havde han været ledig i syv år – en periode, der var præget af udfordringer med at finde en arbejdsplads, der kunne se potentialet i hans kompetencer. Gennem Specialisterne blev han matchet med NNE, og på kort tid har han skabt resultater, der både gavner virksomheden og genstarter hans karriere. Michael reflekterer selv:

“Det betyder meget for mig at kunne bidrage med noget, jeg elsker at lave, og at være en del af et team, hvor mine evner bliver værdsat.”

 

Et trygt og inkluderende arbejdsmiljø

NNE har med enkle tilpasninger skabt rammerne for et arbejdsmiljø, hvor Michael kan trives og præstere på højt niveau. 

Lars fortæller:
“Det krævede ikke meget. Specialisterne, Michael og jeg havde en forventningsafstemning i opstarten, og vi har haft regelmæssige check-ins for at sikre, at Michael havde de rette opgaver og rammer. Michael arbejder selvstændigt nu, og jeg sørger altid for at informere ham i god tid, hvis der er ændringer i kalenderen, da forudsigelighed er vigtigt.”

Det sociale samvær på arbejdspladsen er også en prioritet for Michael, der gerne deltager i afdelingsarrangementer som torsdagsmorgenmad og månedlige sociale aktiviteter.
“Det betyder meget for mig at være en del af fællesskabet,” fortæller Michael.

Sammen skaber vi værdi

NNEs erfaring med at ansætte en konsulent gennem Specialisterne viser, hvordan faglighed og inklusion går hånd i hånd. Ikke alene har Michaels arbejde optimeret processer og skabt mærkbare resultater i afdelingen, men hans tilgang og dedikation har også inspireret kollegerne omkring ham.

“Michael har givet os alle et nyt perspektiv på, hvordan vi kan gribe opgaver an. Han er både loyal og pålidelig, og hans måde at arbejde på har gjort os bedre som team,” afslutter Lars.

Hos Specialisterne er vi stolte af at være en del af et samarbejde, der ser mangfoldighed som en styrke – og gør noget ved det.