I dette indlæg deler Ender Night, praktikant hos Specialisterne USA, nogle centrale overvejelser omkring intersektionalitet neurodiversitet og LBGTQIA+.Indlægget tager udgangspunkt i amerikansk kontekst, men berører principper og dilemmaer, der er universelle.
Autist og LGBTQIA+: Når identiteter mødes
Juni er Pride-måned, en tid med glæde, synlighed og fællesskab. Men det er også en tid til at stoppe op og tænke. Ikke kun over, hvor vi har været, men over hvordan vi kommer videre på en måde, hvor der er plads til os alle sammen.
Pride som spejl
For mig har Pride aldrig været én bestemt ting. Jeg er autistisk. Jeg er en del af LGBTQIA+-fællesskabet. Jeg bevæger mig gennem verden med identiteter, som ikke altid kan ses, og som ikke altid viser sig, som folk forventer. Jeg har ofte været stille om, hvem jeg er. Ikke fordi jeg ikke var stolt, men fordi jeg ikke var sikker på, at der var plads til hele mig.
Der er forskel på at være tryg og at være velkommen, og den forskel er blevet tydeligere for mig med årene. Det meste af tiden bliver jeg “læst” som en neurotypisk, hetero, ciskønnet mand. Det giver mig en slags accept i det offentlige rum, en accept som bygger mere på antagelser end på forståelse. Og selvom jeg ved, at det er en form for privilegium, så kan det også være en barriere. For når folk tror, de allerede ved, hvem du er, så holder de op med at være nysgerrig.
Jeg har ofte følt mig nødt til at holde dele af mig selv tilbage, gøre mig mindre synlig eller undgå opmærksomhed. Ikke fordi jeg ikke var stolt af den jeg er, men fordi jeg ikke vidste, om der var plads til hele mig. Det er en mærkelig følelse at være både synlig og usynlig på samme tid. Og det kan være enormt ensomt hele tiden at skulle sortere i, hvor meget man viser af sig selv, som om kun en lille del af en får lov til at være synlig.
Intersektionalitet i praksis
Men jeg har også set den anden side. Jeg har oplevet, hvor stærkt det er, når mennesker får lov til at være sig selv med alle aspekter. Jeg har set venner og kolleger blomstre i miljøer, hvor de ikke behøvede vælge mellem at være ægte og at være accepteret. Jeg har mærket, hvor befriende det er, når man ikke skal tilpasse sit sprog eller ændre sin adfærd bare for at blive forstået.
Det er i virkeligheden dét, intersektionalitet handler om: Ikke kun at anerkende, at mennesker er sammensatte, men at skabe systemer – især på arbejdspladser – der rummer den kompleksitet. For sandheden er, at vi mennesker ikke eksisterer i én dimension. Vi er lagdelte. Vi er forskellige. Og når arbejdspladser, politikker eller fællesskaber kun fokuserer på én del af en persons identitet, risikerer de at ekskludere resten.
Man kan ikke støtte en persons neurodivergens og samtidig ignorere deres kønsidentitet. Eller hylde deres etnicitet og samtidig overse deres handicap. Det får os til at føle splittede. Og vi fortjener mere end det. Det handler ikke kun om, hvordan identiteter overlapper, men om at forstå, at hver eneste del – alene eller i kombination – fortjener at blive respekteret, støttet og taget alvorligt.
Jeg har set, hvor vigtigt det er at skabe rum, hvor man ikke skal passe ind i en bestemt form for at høre til. Nogle kommunikerer på måder, der ikke er normen. Nogle bevæger sig anderledes eller udtrykker sig på måder, der udfordrer vores forventninger. Og alt for ofte bliver de misforstået, eller overset, indtil de får lov til at vise, hvad de faktisk kan. Men sandheden er, at netop de forskelle er det, der gør teams stærkere. Jo mere vi slipper idéen om, hvordan en “god medarbejder” bør være, jo mere plads skaber vi til talent, kreativitet og autenticitet – i alle dets former.
Hvad betyder det at blive inkluderet for den, man virkelig er?
Mit arbejde med Specialisterne har betydet så meget for mig. Siden september 2024 har jeg været en del af et team, der ikke bare siger de rigtige ting, de handler også derefter. Her har jeg aldrig været nødt til at vælge den “sikre” version af mig selv. Jeg har ikke skullet skjule eller forklare mig selv i detaljer. Alt fra måden, jeg oplever verden på, til måden, jeg udtrykker mig på, er blevet mødt med åbenhed. For første gang i et professionelt miljø har jeg ikke følt, at jeg skulle gøre mig fortjent til at høre til. Og det har ændret den måde, jeg møder både arbejdet og verden på.
Den form for inklusion burde ikke være en undtagelse. Det kræver ikke en total omvæltning, bare en oprigtig vilje til at forstå, en fleksibilitet til at tilpasse sig og modet til at stille bedre spørgsmål. Når man bygger systemer med intersektionalitet fra starten, skaber man ikke bare bedre vilkår for én gruppe, man skaber bedre resultater for alle.
At være helt sig selv – med stolthed
Min stolthed – både som en del af LGBTQIA+-miljøet og som autist – handler om at stå ved hele mig. Det handler om at tage de sider frem, jeg tidligere har gemt, og forstå, at de aldrig var problemet. Det handler om at skabe plads. For mig selv, og for andre. At fylde hele rummet ud.
I denne Pride-måned tænker jeg på dem, der har skullet presse sig selv ned i snævre kasser. På dem, der har fået at vide, at de var “for meget”, “for komplicerede” eller “ikke professionelle nok”. På dem, der er blevet tolereret, når de burde være blevet fejret.
Og jeg er håbefuld. For jeg har set, hvordan det ser ud, når arbejdspladser vælger at rumme kompleksitet. Når identitet bliver respekteret i stedet for håndteret. Når mennesker får lov til at møde op, præcis som de er.
Det er den slags arbejdsplads, vi alle fortjener. Et sted, hvor alle identiteter, uanset hvor mange lag de har, får plads. For Pride handler ikke kun om én del af os, men om at ære det hele jeg. Og sikre, at ingen skal efterlade noget af sig selv for at passe ind.
For når mennesker er frie til at møde op som dem, de virkelig er, så ændrer alt sig – både for dem selv og for fællesskabet omkring dem.
Læs flere artikler fra globale kollegaer: Man kan ikke holde ferie fra autisme

