I samarbejde med Specialisterne har Dedalus Healthcare Denmark ansat en medarbejder, der fra første dag har leveret på et højt fagligt niveau. Samtidig ser Dedalus stor værdi i vores konsulent-model, fordi den gør det nemt og risikofrit at rekruttere nye medarbejdere.

Hos Specialisterne er vi eksperter i at finde, udvikle og matche it- og tech-specialister med autisme og lignende kvaliteter med danske virksomheder, som har brug for kompetencer inden for softwareudvikling, programmering, sikkerhed og compliance. Vores model er at matche højtuddannede neurodivergente med virksomheder, som ansætter på konsulentbasis med mulighed for kort opsigelse, hvis ikke samarbejdet fungerer.
”Det lød ganske enkelt spændende med medarbejdere, der kunne noget andet, end det, vi plejer at kigge efter,” fortæller administrerende direktør Jakob Uffelmann fra Dedalus Healthcare Denmark om sine overvejelser i forhold til at rekruttere nye medarbejdere gennem Specialisterne.
Processen gik i gang, og Dedalus blev præsenteret for Specialisternes bud på kandidater, der var et match for virksomhedens opgave. ”Vi havde møde med Specialisternes teamcoach og to kandidater, som alle gjorde et stærkt indtryk i samtalerne. Der var en imødekommende og empatisk tone, som gjorde det nemt at se potentialet. Så for både min kollega og mig var det en meget god oplevelse. Da vi gik ud derfra, havde vi lyst til at ansætte dem begge to,” siger Jakob Uffelmann om rekrutteringsprocessen, som førte til, at Dedalus valgte at ansætte Henrik.
”Altså vi kunne have ansat Henrik i en helt almindelig jobsamtale, men han når jo ikke igennem dertil. Det er det, der er udfordringen.”

En velfungerende og attraktiv model

Dedalus har oplevet vores model som både velfungerende og attraktiv.
“Det er et tilbud, der er svært at overse – både økonomisk og risikomæssigt. Prisen er konkurrencedygtig, og begge parter kan afslutte samarbejdet med kort varsel, hvis det mod forventning ikke fungerer. Det gør processen tryggere og nemmere, og beslutningen lettere at træffe. Der er mange gode ting at sige om det. Det må jeg sige.”

Værdien af tydelig opgaveafklaring

En anden væsentlig gevinst for Dedalus har været den tydelige opgaveafklaring. “Med Specialisternes teamcoach som bindeled blev vi langt mere konkrete i vores definition af vores behov og, hvad vi havde brug for, end vi ville have været i en ordinær rekruttering,” fortæller Jakob Uffelmann. Han beskriver, hvordan den præcise rammesætning hjalp både virksomhed og medarbejder.
“Vi står med et gammelt system, vi ikke kender til bunds, og det skal analyseres og forbedres. Henrik fik en tydelig ramme, men også frihed til at løse opgaven på sin egen måde – og det har han grebet imponerende godt an.”
For Dedalus har det ikke blot styrket teamets leverancer, men også givet en metode, som ledelsen vil arbejde med fremover.
“Erfaringen med at være meget specifik i vores behov, har vi tænkt os at overføre til al rekruttering af specialister. Det skaber værdi – både for os og for dem, vi ansætter.”

Det skal være ægte!

Internt har reaktionen været positiv, også fra kolleger, der ikke arbejder direkte sammen med Henrik.
”Der er bred konsensus om, at det er godt at give plads til diversitet. Det skal give mening for alle parter. Det er ikke beskæftigelsesterapi. Det skal være ægte, og det synes jeg, det har været. Vi har fået en dygtig og stabil medarbejder, der bidrager fagligt og socialt,” siger Jakob Uffelmann.

Konklusionen er klar:

Vores model giver virksomheder en hurtig vej til kompetente medarbejdere i kraft af en stærk rekrutteringsproces med højt fagligt niveau og værdiskabende sparring. Modellen giver både ledelse og medarbejdere løbende coaching og sparring undervejs. Det handler ikke om særbehandling, men om at understøtte et potentiale, hvor det ofte overses – og gøre det nemt for virksomheden at finde den rette specialist.

 


 

Læs mere om vores samarbejde med andre virksomheder fx. NNE går nye veje: Autisme som forretningsværdi og socialt ansvar eller Effektivitet med omtanke: Sådan gør mangfoldighed en forskel hos NNE

 

Eller læs en af vores artikler af vores Director of Business Services, Mille FrydensbergHvordan kan autistiske medarbejdere være en ressource i it og tech?