“Godt nok er jeg særligt sensitiv og bliver hurtigt træt når jeg er social. Men jeg kan da ikke være autist?”.

Har livet altid været svært, uden at du helt har kunne sætte fingeren på, hvorfor? Bliver du hurtigt udmattet i sociale situationer? Og kan du ikke være i din krop, hvis du har en bluse med et kradsende mærke i ryggen? Så er du måske autist. 

Hvis du nogle gange har overvejet autisme, men er gået væk fra tanken, fordi du ikke kan genkende dig selv i diagnosekriterierne – så læs med her. 

I denne tekst beskriver jeg nemlig, hvordan autisme opleves indefra, når man er voksen. 

Disclaimer: Denne tekst er ikke en diagnosemanual. Formålet med teksten er at beskrive hvordan autisme kan opleves indefra hos voksne. Hvis du kan genkende meget af dig selv i teksten er det muligvis tegn på autisme – men det er selvfølgelig kun en psykiater eller lignende, der kan give dig en autismediagnose.

En autismediagnose sent i livet gav ro og selvaccept

Jeg er selv sendiagnosticeret autist med ADHD. I starten af min rejse hen mod en diagnose tænkte jeg, at jeg var for “velfungerende socialt” til at være en rigtig autist. Men det viste sig, at jeg bare maskerede helt vildt, og brugte energi, jeg slet ikke havde, på at spille skuespil i alle sociale situationer. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange voksne jeg siden hen har hjulpet til at finde sig tilrette i en autismediagnose. De fleste har en lang historik med stress, angst, depressioner og fejldiagnoser i bagagen. En autismediagnose (ofte med ADHD ved siden af) har givet dem en forklaring og ikke mindst en følelse af, at de faktisk er ok, som de er. Og det er en kæmpe gave, for rigtig mange sendiagnosticerede har inden diagnosen en fundamental følelse af at være forkerte. 

Diagnose er et vigtigt redskab 

Kan du genkende meget af dig selv i denne tekst, er det en god ide at opsøge udredning, hvis det er muligt for dig. For mange sendiagnosticerede når at blive alvorligt syge af stress, fordi de presser sig selv alt for hårdt i et forsøg på at klare livets mange krav. Derfor er det vigtigt at du lærer, hvordan du bedre kan passe på dig selv, inden korthuset falder sammen. 

Autisme kan se helt vildt forskelligt ud fra person til person

Der er mange forskellige teorier om, hvad “kernen” af autisme er. Jeg kan ikke komme med et endegyldigt svar her. For sandheden er, at autisme er et paraplybegreb, der kan bruges til at beskrive helt vildt forskellige mennesker. 

I denne tekst forsøger jeg at beskrive, hvordan autisme kan se ud hos voksne uden kognitive funktionsnedsættelser, og som derfor er fløjet under radaren som børn og unge. 

Det er vigtigt at huske på, at autisme kan se meget forskelligt ud fra person til person. Nogle autister passer rigtig godt på samfundets typiske forestillinger om autister: at de er introverte, akavede i sociale situationer og elsker tog. Andre autister er udadvendte, elsker at danse og går meget op i psykologi. 

Super sensitiv – en superkraft eller en forbandelse?

“Prinsessen på ærten” er et af H.C. Andersens berømte eventyr – og måske handler den om en autist? For mange autister har supersensitive sanser. 

Måske kan du ikke bogstaveligt talt mærke en ært gennem 100 madrasser. Men hvad med mærket i nakken af din trøje? Og hvordan har du det egentlig med sokker? 

Rigtig mange autister har en anderledes sanseprofil. Det vil sige, at de sanser ting meget kraftigere end neurotypiske. Du kan være hypersensitiv på alle fem sanser.

• Følesans: Mange autister kan ikke holde mærker i tøj ud, at det strammer, at stoffet er forkert, osv. Det kan også være teksturer af mad, der er en udfordring. 
• Synssans: Mange autister har det svært med skarpt lys, fluorescerende lys eller mange indtryk i f.eks. et indkøbscenter.
• Høresans: Mange autister har svært ved høje, pludselige lyde, gentagne lyde f.eks. en hane, der drypper, bippende alarmer eller snøften og smasken. 
• Smagssans: Mange autister har det svært med mad, og spiser derfor ret restriktivt.
• Lugtesans: Mange autister får det decideret dårligt af lugten af parfume, andres kropslugt og lugten af stærkt duftende mad. 

Man kan ikke slukke for sanserne

Autister kan ikke bare “slukke” for et sanseindtryk, som mange neurotypiske kan. I stedet stiger det generende sanseindtryk bare i intensitet, indtil man bliver helt bims af det. For mange overstimulerende sanseindtryk er en af de ting, der kan give autister nedsmeltninger. 

De mange sanseindtryk er udmattende

Sansesensitivitet er for nogle autister et større handicap end deres sociale forskelle. Lyde, lugte, følesans og syn er så intense, at de bliver udmattede af at være ude i verden, hvor man ikke kan regulere disse sanseindtryk. Ikke at have kontrol over sanseindtryk har ofte en stor betydning for, hvor negativt et sanseindtryk opleves.

Hvis du er særligt sensitiv, har det bedst med kasket og solbriller, og ville ønske at du kunne gå i nattøj overalt – så kan det være mulige autisme-træk. 

Den autistiske hjerne tænker krøllet

Næsten alle autister kan nikke genkendende til følelsen af altid at have følt sig anderledes. Måske som en alien, en heks eller en misforstået superhelt. Årsagen er, at autister grundlæggende tænker anderledes end neurotypiske.

Er din hjerne konstant på overarbejde?

Føles det som om din hjerne aldrig slukker? Så er det måske et tegn på autisme. Et studie fra 2013 har påvist, at autistiske børns hjerner producerer 42% mere information i hviletilstand, sammenlignet med ikke-autistiske hjerner. De mange tanker gør, at mange autister har et rigt, indre liv. Det er både godt og skidt, for selvom det er rart, kan det også være svært at slukke for tankerne, f.eks. når man skal sove. 

Dybe tænkere bliver til eksperter

Den intense hjerneaktivitet er måske en af grundene til, at mange autister har det, man kalder særinteresser. 

Autistiske hjerner har en udpræget præference for at komme dybt, dybt ned i vidensområder. Hvad de vidensområder er, kan være ekstremt forskellige. Det kan være alt lige fra Ringenes Herre universet, dans som sociologisk fænomen, koreanske bands eller insekter.

Det grundlæggende fællestræk er, at mange autister har dyb ekspertviden indenfor et relativt snævert felt. At fordybe sig i en særinteresse giver ro, fordi det er en verden, hvis stier man kender ud og ind. 

Autistisk tænkning: Skovstier, ikke motorveje

Lidt firkantet sagt kan man kalde neurotypisk tænkning for motorveje, og autistisk tænkning for skovstier. Godt nok kommer de neurotypiske ofte hurtigere frem til et resultat – men der er meget de overser undervejs. Og de finder sjældent nye ting, fordi de holder sig til den slagne vej. Autister tager ofte ikke den etablerede viden for gode varer. I stedet går de deres egne veje og er opdagelsesrejsende i deres vidensuniverser.

Det betyder, at autister ofte er ukonventionelle i, hvordan de bearbejder viden. Måske opfinder de et nyt sprog, bare for sjov. Eller laver detaljerede tegninger af videnskabeligt korrekte dinosaurer. 

Ufleksibel eller overvældet?

Autister er kendt for at være ufleksible. Det kender jeg fra mig selv – jeg spiser det samme mad hver dag, jeg skifter mellem de samme 4 sæt tøj, og kan slet ikke overskue det, hvis der er pludselige skift i dagens planer. 

For en neurotypisk observatør er jeg ufleksibel. Men indefra opleves det mere som om al min fleksibilitet allokeres til at håndtere, at verden opleves meget mere intenst for mig. Jeg har flere tanker, sanseindtryk er mere intense, og det sociale kræver meget mere hjerne-energi. At være “ufleksibel” er faktisk min måde at være effektiv i at håndtere mine begrænsede ressourcer. 

Hvis du foretrækker at tænke dybt over tingene, har meget dybe interesser, har rigtig mange tanker, som det er svært at lukke ned for, og du foretrækker forudsigelighed i hverdagen – så kan det være mulige autisme-træk.

Det sociale er svært og koster mange kræfter

At autister er “dårligere” til det sociale (interaktion og kommunikation) er kernen i de diagnostiske kriterier. Alligevel kommer det først her i min tekst. Det er fordi det er vigtigt at forklare, hvorfor det sociale går skævt – især når det er mellem neurotypiske og autister. 

At være udenfor, fordi man gør det sociale forkert

Som barn havde jeg en klar følelse af at stå udenfor og se ind på de andre børn. Jeg forstod ikke deres sociale spil. Jeg ville gerne være med, men hver gang jeg forsøgte at tage kontakt, blev jeg enten ignoreret eller mobbet. Jeg var simpelthen for underlig. 

Jeg plejer at joke med, at autisme er et usynligt handicap – men ikke usynligt for mine klassekammerater, der mobbede mig.

Min pointe med den joke er, at autister ikke kan undgå at skille sig ud og være aparte, lige meget hvor desperat de forsøger at passe ind. Som barn talte jeg som en professor, og jeg forstod ikke de sociale normer, de andre fulgte, eller hvorfor de var vigtige. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor det sociale var så svært – men det gør jeg i dag. 

En overophedet hjerne har mindre energi til at håndtere det sociale 

Der er konstant overload af information i autistiske hjerner – og det gør, at de sociale informationer drukner midt mellem alt det andet. Som nævnt genererer autistiske hjerner 42% mere information i hviletilstand. Og samtidig tager de meget mere sansemæssig information ind, sammenlignet med neurotypiske hjerner. 

Det er derfor ikke underligt, at vi har mindre kognitivt overskud til at håndtere de sociale data midt mellem alle de andre data. Især når man tænker på, at det overload har været der fra dag 1 – hele livet har været et bombardement af forvirrende og intense data. 

Sociale data er overvældende 

Sociale data er komplekse og sansemæssigt overvældende. Og ofte er de også ubehagelige. Mange autister har allerede fra de var helt små oplevet skældud, mobning og social eksklusion. Derfor bliver det at trække sig fra det sociale en ubevidst overlevelsesstrategi for mange. For andre bliver maskering (altså at lade som om man er “normal”) måden, man overlever. 

To typer autister: Dem der trækker sig, og dem, der maskerer

Meget forsimplet sat op bruger autister typisk en af to overlevelsesstrategier: at trække sig fra det sociale eller at maskere for at blive accepteret. Det er ofte, men ikke altid, kønnet. Mange drenge vælger den første strategi, mange piger den anden. 

Dem, der trækker sig fra det sociale, er ofte lettere at genkende som autister. De er mere introverte og har ofte sværere ved social interaktion, også som voksne. Den type autister har større risiko for ensomhed og intens social isolation. Til gengæld er der mindre risiko for den type udbrændthed, de maskerende autister oplever. 

De autister, der vælger maskering som overlevelsesstrategi, er ofte sværere at spotte. De er så gode til at spille skuespil, at de virker neurotypiske, når man møder dem. Bag facaden har de det svært: de lider af angst, depression og en følelse af at være en “tom skal”. De oplever ofte intens udmattelse efter social interaktion. 

Sociale udfordringer og maskering gav mig angst og depression

Jeg var selv en af dem, der brugte maskering til at overleve. Som teenager og ung voksen shoppede jeg rundt i subkulturer i håbet om at blive accepteret. Det lykkedes aldrig rigtig. Til gengæld fik jeg depressions- og angstdiagnoser med i rygsækken, fordi jeg havde det svært, uden at forstå hvorfor. Det var først med autismediagnosen, at jeg fik en forklaring på, hvorfor jeg var god til det sociale – på overfladen – men til gengæld var så udmattet efter skole og arbejde, at jeg klaskede sammen som en brugt klud. 

Det kan være mulige autismetræk, hvis du altid har følt dig anderledes, blev mobbet og ekskluderet socialt som barn, ung og voksen og hvis du i dag oplever, at det sociale er meget udmattende. Din løsning var enten at trække dig fra det sociale eller at efterligne de andre i et forsøg på at lade som om du var normal.

Eksekutivfunktion: Du kan ikke “bare” tage opvasken

Hvis du ikke har været til tandlæge i fire år, der er gammel mad bagerst i køleskabet og opvasken hober sig op, så er det ikke fordi du er et dårligt menneske, der ikke kan tage sig sammen. Måske er du faktisk bare autist og/eller ADHDer.

En af de store udfordringer for voksne med autisme og ADHD er, at der er rigtig mange krav og opgaver. Man skal have styr på forsikringer, om mælken er for gammel, at der er rene underbukser og hvad klokken er. Neurotypiske hjerner har “motorveje”, når det kommer til alle de mange opgaver og rutiner. Deres hjerner automatiserer nemlig de fleste opgaver. Det bliver kaldt eksekutivfunktion. Men mange autister og ADHDere har svært ved at automatisere de mange hverdagshandlinger. Derfor koster det mange flere kræfter, hver gang de skal gøres. Fordi de koster flere kræfter, er der mindre overskud til at gøre dem alle sammen. Og det betyder altså, at mange af dem ender med ikke at blive gjort. 

Når man som udiagnosticeret voksen ikke får gjort alt det, der forventes af en, føler man sig ofte mislykket eller alt for doven. Men det er faktisk helt normalt for autister og ADHDere – og det er ok at have brug for hjælp til det, andre kan. 

Hvis du oplever, at det at reelt er en uoverstigelig opgave at overskue opvasken, at lave mad, have overblik over aftaler, og alt det andet, og du derfor altid er bagud, så kan det være mulige tegn på autisme og ADHD.

Uopdaget autisme kan give store psykiske udfordringer

Jeg har oplevet mange, der ikke forstår, hvorfor det er så vigtigt for mig og andre at få en autismediagnose. For dem virker det underligt, at man opsøger en stigmatiserende diagnose som voksen. 

De forstår ikke, hvor svært og ødelæggende det er at føle sig forkert hele livet, uden at forstå hvorfor. De forstår ikke, hvilken pris vi må betale for at passe ind. 

Jeg har hele mit liv brugt tre gange så meget energi som alle andre for at kunne fremstå “normal”. Jeg har ladet som om jeg var et helt andet menneske – bare for at blive accepteret. 

Og det har ikke været uden omkostninger. Som så mange andre udiagnosticerede autister, har jeg en lang liste over psykiske problemer som konsekvens af min manglende selvforståelse. Depression, angst og kronisk udbrændthed er det, jeg har med mig i rygsækken. Mange andre har oplevet spiseforstyrrelser, afhængigheder, selvmordsforsøg, psykotiske episoder og selvskade. 

Vi har brug for at vide, at vi grundlæggende er anderledes, og at det er ok – for så kan vi undgå at blive syge af at forsøge at passe ind. 

Derfor: Hvis du kan genkende dig selv – så husk på at det er helt ok at være sig selv og at være autist.